FORMANDENS BERETNING 2020
Mon ikke at der ved årsskiftet 2020 var rigtig mange af os, som så frem til det nye stævne år, lavede større eller mindre planer for træning, stævne deltagelse, stævne afholdelse eller for hvem eller hvor man skulle tage en hjælpertjans. Jeg havde i al fald mine små mål, som strandede, fremkomsten af navnet Corona som tidligere nok mest har været forbundet med navnet på en øl, fik en ganske alvorlig anden betydning for os alle.
Hvor udfordringerne ved at holde stævner sidste år var herpes virus hos hestene, blev denne sæson næsten lagt helt i grus af dette års verdens omspændende Corona epidemi.
Der var fra start planlagt 22 stævner, med den sædvanlige noget skæve fordeling mellem øst og vest. Af disse stævner lykkedes det at afholde 5 af de oprindeligt planlagte, der kom så yderligere et stævne til på Bornholm med LC klasser, Bornholm har senest afholdt stævne i 2005, kunne jeg lige finde i mit artikel arkiv fra dengang vi havde et fysisk blad, så velkommen tilbage og bliv gerne ved og rigtig gerne med nogle længere klasser.
Den manglende mulighed for på rideskoler at kunne ride indendørs og på banerne samt afholdelse af stævner, sendte mange ryttere ud på gader, stræder og i naturen, personligt har jeg i al fald ikke før mødt ryttere på parkeringspladsen ved den lokale Kvickly.
Ud af dette opstod en ny ”ride disciplin” Corona distance ridt, så vidt jeg ved blev det første af disse ridt blev sat i verden af en af vores distanceryttere. Fint midlertidigt initiativ tænkte jeg, en form for fokus på vores disciplin, og på at træne sin hest på en anden måde. Jeg er dog ked af at ordet distance indgår, da afviklingen jo på ingen måde har noget med et distancestævne at gøre, specielt med hensynet til hesten, idet en vigtig del af vores sport jo er, at den altid foregår på hestens premisser via dyrlægekontrollerne.
Jeg havde absolut ikke fantasi til at forestille mig den lavine af arrangementet, der siden har været afholdt, nogle med afsæt i private velgørende formål, andre til fordel for en ride klub. En meget uforpligtigende måde at skaffe sig en sløjfe til væggen, da det ikke kræver, klubmedlemskab, licens, transport, stævnegebyr til klub og DRF (udover den beherskede pris for at få et diplom og en sløjfe). Tænker at leverandørerne af sløjfer har et godt år i år.
Det har desværre nok været en medvirkende faktor til at sænke deltagerantallet kraftigt, til de distancestævner som det lykkedes at afholde, ind imellem op- og nedgraderinger af regeringens forsamlings restriktioner.
Vi valgte i bestyrelsen at udelukke reklame for og links til disse ridt i vores FB-gruppe, i et forsøg på at skille tingene ad.
Det tætteste jeg i år kom på deltagelse i et distancestævne, var den vanlige hjælper tjans ved Københavner ridtet.
Tak til Jette for engagementet i vores bestyrelse, specielt evnen til at holde styr på præmie dækkener på gode tilbud. Du styrer så videre med alle dine dejlige børnebørn.
Stævneåret 2020
DM 2020 blev grundet Corona situationens rejse og karantæne restriktioner for personer fra udlandet i år et nationalt stævne, årets vinder blev Anne Weilemand på Million Dollar Baby, værten var i år Københavnerridtet
Afholdelsen af Jysk og Sjælland mesterskab, spændte forsamlingsforbuddet desværre ben for gennemførelsen af.
KM listen som bruges til bæltespænderne, blev leveret kort efter sidste stævne var afviklet i 2019, fantastisk, tusind tak for indsatsen.
Vi har haft en føler ude vedrørende et fælles distancearrangement i samarbejde med distanceudvalget, desværre vakte det ikke deres interesse.
Distanceweekenden 2020 blev til en distancedag, som blev afholdt 1. februar på Best Western Plus Hotel Svendborg, normalt deltager jeg for at støtte op om vores sport, men et endags arrangement med tidlig start og sent slut, ville for mig medføre ekstra omkostninger til et par overnatninger, så det blev et økonomisk fravalg fra mig i år.
Det var 3 gang i træk at arrangementet blev afholdt vest for broen, med de ekstra omkostninger det medfører for os mod øst.
Jeg er helt klar over at DRF er på et stramt budget, men man kunne jo prøve f.eks. et forsamlingshus i stedet for et hotel, vi har i foreningen, hvis budget jo også er særdeles begrænset fundet at denne løsning er velfungerende til et endags arrangement også her på Sjælland.
Stævneåret 2021
Kan jeg i skrivende stund kun gisne om, det eneste som er sluppet ud er at DM 2021 skal afholdes ved Rom Ridtet. Arrangørmødet blev i lighed med vores generalforsamling afholdt online. Som jeg har forstået det ville distanceudvalget lige give arrangørende tid til et ekstra tjek af at deres dato, så efterfølgende flytten rundt på datoer undgås.
Landsdelsmesterskaberne er nedlagt fra DRF’s side, sikkert som nok et besparelses tiltag, da DRF gav dækken og bånd til vinderen. Rigtig ærgerligt synes jeg, her var der jo et delmål for ryttere at ride efter på de mellemlange klasser, og en fuldført MA er jo kvalifikationsgivende videre frem. De kan stadig afholdes, klubben som afholder stævnet skal blot huske at informere deres distrikt om at de gør og de er så selv ansvarlig for at præmiere vinderen. Pudsigt nok eksisterer distrikts mesterskaberne stadig, det er frivilligt for de enkelte distrikter om de vil afholde et, men her er der heller ikke nogen leverance til præmieringen fra DRF.
Hvad angår landsdelsmesterskaberne vil foreningen fortsætte med at sponsorere vandrefade med indgravering til vinderne, samt en håndlavet afløsningsplakette til den afgående vinder.
Fællesbestemmelserne er under revision og første udkast er sendt til DRF’s disciplinudvalg.
Lidt af hvert fra bestyrelsen
Jeg undres over at læse en kommentar fra et medlem af distanceudvalget i et FB-opslag, at vi som forening ikke støttede op omkring stævne arrangørerne, at vi burde støtte dem økonomisk i disse tider i stedet for at uddele forskellige præmier til vores medlemmer. Med vores budget ville økonomisk støtte til enhver stævne arrangør kun blive en symbolsk handling, et ganske friskt men nok ikke et så velgennemtænkt forslag.
Jeg kan jo også se at en del af de ride klubber, som arrangerer distancestævner har fundet en supplerende indtægtskilde i at lave Corona ridt. Håber så blot ikke at de glemmer distanceridningen, når det bliver normale tider igen.
Jeg mener, at vores forskellige præmier er attraktive for vores medlemmer, at de dækker både elite og bredde, og at de fleste af dem faktisk direkte gør det attraktivt til at deltage i flest mulige stævner for at opnå dem. Så vores mest direkte support til stævne arrangørerne vil være afstemningen om årets stævne, som giver den arrangerende klub et indrammet diplom, mit indtryk er at de vindende klubber er stolte når de vinder.
Medlemstallet sluttede i år på 102, hvilket igen i år var en dejlig lille fremgang, da 2019 sluttede med 98.
Grundet det lille antal stævner der er afholdt i år har bestyrelsen besluttet at foreningens cup udgået i 2020, som kompensation vil den i 2021, hvis det ellers bliver et normalt stævne år, have præmiering fra placering 1-5, i stedet for 1-3, som ellers var blevet vedtaget ved generalforsamlingen i 2019 for at imødegå en stigning af kontingent.
Da årets foredrag jo grundet forsamlingsforbuddet måtte udgå, vil vi i bestyrelsen arbejde på muligheden for at vi kan samles til et arrangement i 2021 udover generalforsamlingen. Men som alt andet i disse tider afhænger det af pandemisituationen og de deraf følgende restriktioner.
Jeg ønsker alle heste, distanceteams, officials, dyrlæger, øvrige hjælpere og arrangører
en velfortjent vinterferie og krydser fingre for at det sundheds- og forsamlingsmæssigt bliver muligt at mødes derude i 2021
”At fuldføre er at vinde”
Det er også OK at ride for at vinde, men på hestens præmisser!
Nina