FORMANDENS BERETNING 2013

Skulle beretningen være kortest muligt, ville den vel lyde ” Et noget særpræget år!”

Det kunne så godt være jeg skulle uddybe lidt, hvad jeg så mener med det. Vi kan jo

begynde med en distance weekend, der blev aflyst inden tilmeldingsfristen var udløbet, det garvede distanceudvalg vi har siddende, burde jo vide at vi herude i mange tilfælde er på samme måde her, som når vi melder til stævne, det bliver i sidste øjeblik. Når weekenden så ligger, så betalingen skal falde i en for mange udgift tung måned – bliver der måske taget et fravalg, hvis ikke man synes, der er virkelige lækkerier på programmet.

Rytterforeningen har haft et enkelt møde med distanceudvalget, dette gav en ret god information om udvalgets opgaver, budget m.m. og gjorde nogle tiltag noget mere forståelige.

Et varmt emne i år har også været om verdens næststørste hestesport gren distance er ved at visne væk på grund af doping – vi ved at en medvirkende årsag til at sporten er blevet så stor er deltagelsen fra de forskellige arabiske lande og de penge der er kommet ind i sporten af den vej. Det der i den sammenhæng rystede mig mest var at en af vores seniorer i sporten påpegede at sådan havde det da været i rigtig mange år – Jeg undres over, at der ikke er grebet for længe siden – det lidt ligesom at have en have, fjerner man ikke ukrudtet i tide – ja så breder det sig uhæmmet.

Vores partner i distanceridningen hesten, må aldrig bare blive en sportsrekvisit.

Vi skal passe på vores sport, det er en slags nichesport som kræver megen træningstid, megen tid til stævner, tålmodighed hos familien og sidst men ikke mindst en del penge. Stævnegebyrerne og bokslejerne (også når det ikke er rejsebokse, som jo naturligvis koster at leje) går jo kun en vej og det er opad – vi håber stævnerne husker at reducere nu det tilsyneladende ikke længere bliver obligatorisk med en stævnesmed. Selv om der kommer flere, så mangler vi stadig at få flere unge ryttere i gang.

Vi må nok se i øjnene, at vi kan tabe kampen til det der i dag er en breddesport, men som lige nu arbejder hårdt på at komme ”ind i varmen” TREC, som har elementer af vores sport plus elementer af lydighedstræning og samspil mellem hest og rytter og som er næsten ligeså hyggelige som et distancestævne.

Stævneåret 2013

Stævneåret 2013 var igen i år mest til fordel for Jyderne, der var noget langt mellem stævnerne på Sjælland. Der må da findes et par ildsjæle et sted, som evt. kunne genoplive nogen af de gamle ruter vi har haft rundt omkring på Sjælland og mon ikke man kunne få Arabisk Rideklub til at lægge navn til. Desværre blev et par ridt i Jylland aflyst p.g.a manglende deltagere.

DRF

DRF GO med den smule jeg har været på, ser ud til at blive en rigtig fornuftig afløser til Infosports, det kunne vel så heller ikke blive dårligere – så tak for et system der ser ud til at virke.

Jeg ved ikke om jeg er alene om at synes at strømmen af DRF nyhedsmail er tørret en del ud på det sidste, ved godt at man kan finde alverdens ting via Facebook, men det er nu dejligt at information + eventuelle link bare af sig selv lander i ens mailbox.

Distance weekenden 2014 er planlagt til 1-2. marts 2014 på Hotel Des Nordens programmet er endnu ikke fastsat, men jeg tænker at der er en del af de ”gamle” ryttere og hjælpere der vil synes at det er rart at komme derned igen. Programmet er endnu ikke fastsat, men vi krydser fingre for noget spændende og nyt.

Lidt af hvert fra bestyrelsen

 

Websiden, som i måske har bemærket i indkaldelsen, har vi stillet et forslag vedrørende forum til jer – selv om vi egentlig bare kunne gøre det uden videre – men vi vil gerne høre jeres mening om at fjerne de fleste kategorier fra Forum på vores hjemmeside – et ”dødt” forum uden nye indlæg skaber ikke interesse, hos dem der kommer forbi. Vi lægger op til at kun køb og salg bliver tilbage, hos os er det jo gratis.

Selvfølgelig forbliver den øvrige hjemmeside intakt – så man kan følge med i ranglister, resultater og alt det andet.

Selv jeg har efterhånden erkendt at Face book har fået overtaget – i en grad så jeg nu også selv er kommet på for at kunne følge medJ

Jeg vil gentage hjertesukket fra 2012 beretningen omkring mailadresser – vil i ikke nok prøve at huske at sende mig en mail, når I skifter mailadresse, det vil lette rigtig meget når indkaldelserne skal sendes ud.

Hvad angår medlemsantallet sluttede dette år med 126 medlemmer, det er 10 over 2012

niveau, rigtig dejligt, det for mig til at tro at vi stadig har en berettigelse. Derfor skal der igen i år fra bestyrelsen lyde en stor tak til alle jer der vælger at støtte op og gøre vores forskellige tiltag muligt med jeres medlemskab.

Vores nyhedsbrev har desværre været noget fraværende dette år, den sag er der 2 sider til den ene er i høj grad udfordringen ved at få materiale ind, så det bliver værd at læse, den anden skyldes personlige omstændigheder i redaktionens familie. Vi håber det lykkes at komme med flere udgaver i 2014, men et langt stykke hen ad vejen er det op til jer om det skal komme, for hvis redaktøren både skal have det store arbejde det er at lave layout og samtidig jage stoffet – jamen så går man altså bare kold i opgaven og så kommer der ikke noget blad.

Jeg ønsker alle heste, distanceteams, officials, dyrlæger, øvrige hjælpere og arrangører

en velfortjent vinterferie og håber at vi mødes derude i 2014

”At fuldføre er at vinde”

 

Nina

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte brugen af siden accepterer du brugen af cookies.